Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

Politikadetterne har fået en overenskomst

22-09-2017 Moderniseringsstyrelsen

Moderniseringsstyrelsen og Politiforbundet er, efter et længere forhandlingsforløb, i dag blevet enige om en overenskomst for politikadetterne.

Håndtryk

Med den indgåede aftale kan det første hold af uddannede politikadetter nu komme i gang med arbejdet.

Med aftalen er der blandt andet opnået enighed om, hvordan man sikrer, at politikadetterne i tilfælde af en fremtidig konfliktsituation kan løse opgaver af væsentlig betydning for Danmarks sikkerhed, samtidig med at politikadetterne har strejkeret.

Vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen, Linda Nordstrøm Nissen, glæder sig over, at den sidste knast blev ryddet af vejen:

"Det er ikke nogen hemmelighed, at den knast, parterne skulle enes om, var et konfliktberedskab. Det er derfor meget glædeligt, at vi er landet på en god løsning, der respekterer politikadetternes konfliktret samtidig med, at den sikrer, at politikadetter i tilfælde af fremtidig konflikt kan løse opgaver af væsentlig betydning for Danmarks Sikkerhed. Nu kan kadetterne komme i gang med arbejdet." 

Fakta om overenskomstaftalen

Som led i aftalen er Moderniseringsstyrelsen og Politiforbundet blandt andet blevet enige om følgende:

  • Gode løn- og pensionsvilkår
  • Gode forsikringsvilkår
  • Ret til optagelse på politiets basisuddannelse
  • Løn under overbygningsuddannelsen
  • Samme arbejdstidsregler som polititjenestemændene