Personalepolitiske pejlemærker

De centrale personalepolitiske pejlemærker består i at:

1. Sikre tidlig og åben kommunikation. Udflytning har store konsekvenser for de enkelte medarbejdere. Udmeldingen skal derfor håndteres professionelt og medarbejdere skal løbende informeres om flytteprocessen, rettigheder mv.

2. Fastholde medarbejdere og kompetencer med henblik på at sikre en god opgaveløsning før, under og efter flytningen.

3. Hjælpe medarbejdere videre, som ikke ønsker at flytte med. Der skal være fokus på, at disse medarbejdere understøttes i at finde et nyt arbejde. Det kan fx være ved at tilbyde såkaldte outplacementforløb, karriererådgivning mv.

4. Give medarbejdere, der flytter med, en god start. Det er vigtigt med fokus på information om modtagerområdets muligheder, fx beskæftigelsesmuligheder, institutions- og skoletilbud mv.

5. Sikre og fastholde stærke faglige miljøer på den nye beliggenhed, herunder fx rekruttering af relevante kompetencer.